|
Du er landet hos et ældre
opdræt af verdens største tamkat.
Jeg ønsker dig en hyggelig tur rundt på siden !
Mit opdræt, som så småt startede i slutningen af
1987, har altid været baseret på stor kærlighed, omsorg
og respekt for den enkelte kat, men også for racen som helhed. Når jeg
lejlighedsvis har killinger til salg, sælges de derfor altid med stamtavle.
Som killingekøber har man naturligvis bestemte
ønsker og forventninger til sit kommende familiemedlem, og som opdrætter har
jeg det tilsvarende med hensyn til en killings nye familie, hvad enten
killingen sælges til avl eller "hygge". Så tag mig det ikke ilde op, hvis du
oplever at blive stillet mange, til tider nærgående spørgsmål om både dig,
dit hjem og din familie. Det skyldes kun ansvarsfølelse "den rigtige kat
til den rigtige familie" ..... og så er det jo en
af mine "børn", der skal rejse hjemmefra.
Killingerne sælges med kontrakt, som sikrer både dem og den nye ejer, og
på afhentningsdagen er de selvfølgelig fri for både orm og lopper samt vaccineret med dyrlægens
skriftlige udtalelse om deres helbredstilstand. Forældrekattene er
testede for PKD og HCM. (Se resultaterne ved at sætte cursoren på
sølvhjertet ud for den enkelte kat). Pasningsvejledning med gode råd, lidt
legetøj, FIFe-stambog samt livslang support er ligeledes en selvfølge.
Læs lige
resten, før du går videre:

Hvorfor skal en "hyggekat" også have
en stamtavle?
At en killing sælges som "hyggekat" er ikke ensbetydende med, at den
ikke
er sund eller racetypisk;
Den har måske blot en lille skønhedsfejl, der i
sig selv er ganske harmløs, men nok til, at katten ikke er egnet til avl. Og
endelig begrænser de fleste opdrættere med respekt for sig selv og racen
salget af killinger til videre avl.
Det er meget vigtigt for en opdrætter at kende
baggrunden både på godt og ondt på sine avlsdyr for så optimalt som muligt
at kunne avle sunde og racetypiske dyr. Også for at kunne beregne graden af
indavl ved parringer er en stamtavle et uvurderligt redskab for ikke at avle
"med bind for øjnene".
Alle katte er
hver især helt unikke og fortjener at blive holdt af, men skal du have en Maine Coon, så få
stamtavlen med; den er din eneste garanti for en ægte racekat.
"Blandingskillinger" er bedårende, men Maine Coon racen skal bevares, ikke
udtyndes. Det samme gælder den gamle danske landkat. Den er efterhånden
svær at finde.
En stamtavle koster kun 175 kr., så det er ikke
den, der giver prisforskellen på en killing med stamtavle og en uden. Der er
store udgifter forbundet med et seriøst opdræt. Køb af nye avlsdyr og
parringer med andre hankatte for at skabe genetisk fornyelse, optimal
forplejning, slidtage på hjemmet, udgifter til dyrlæge for bl.a. vaccinationer, sundhedscheck
og test af avlsdyr for kendte, arvelige sygdomme er noget, de fleste
killingekøbere ikke tænker over.
Som registreret opdrætter i Felis Danica lægger man stamnavn til sine
killinger, hvilket i sig selv forpligter, og det er et krav, at stambogsførte killinger
kun må sælges vaccinerede og med en kontrakt, der som
minimum opfylder Købeloven.
De penge, der i første omgang er sparet ved at købe en killing uden
stamtavle, kan man risikere meget hurtigt at komme af med igen til
dyrlægeregninger, når man står med en skrantende kat, man selvfølgelig
holder af.
 
Bliver racekatte lettere syge end andre katte?
Det er en myte; Faktisk påstår dyrlæger i dag det modsatte.
Intet levende væsen får garanti på et evigt liv
uden sygdom i vuggegave - heller ikke en racekat, men både forplejning og
omsorg for racekatte og deres killinger er normalt væsentligt bedre
end det, størsteparten af andre katte og deres killinger desværre må nøjes
med. Sunde forældre og god opvækst er alfa og omega for, at afkommet får et godt fundament, men dette skal selvfølgelig
vedligeholdes. Hvis en racekillings baggrund og opvækstbetingelser har været så dårlige, at
den er præget af det, svier det til dens opdrætter i sidste ende.
Det at alment kendt, at en for høj grad af indavl medfører både
nedsat fertilitet og et dårligt immunforsvar, som igen er ensbetydende med øget
modtagelighed for sygdomme og infektioner. Zoologiske haver i Europa har af
samme årsag i mange år haft et tæt samarbejde og fælles avlsprogram for at
undgå problemet, lige som den ansvarsbevidste opdrætter i dag er meget kritisk ved
udvælgelse af avlsdyr til en parring.
Kender man ikke baggrunden for sine avlsdyr, parrer man ukritisk, eller
lever dyrene under så trange forhold, at der ikke levnes dem mulighed for at
kunne
bevæge sig frit, bliver resultatet også derefter: svage, skrantende afkom.
Årsagen til myten ligger nok i, at folk gennemgående er hurtigere til at søge dyrlæge
med en dyr racekat end med en billigere eller gratis kat,
beklageligt nok!
Under alle omstændigheder:
Se dig godt for
Køb aldrig en killing et sted, hvor du ikke selv ville være kat

Overvej købet grundigt forinden
En killing er et levende væsen og ikke blot et stykke nyt inventar

Endnu en gang: God rundtur !

back
|
Gengivelse af siden
eller dele deraf
kun efter tilladelse og kildeangivelse |
|